fredag 03.02 - 2012
Queer in Nepal – Foredrag og fernisering
kl. 19:00
Queer in Nepal - Foredrag og fernisering
Transkønnede personer i Nepal udsættes for
diskrimination og har ofte ikke andre muligheder end at arbejde som
prostituerede i hovedstaden Kathmandu. Men i 2007 fik de
højesterets ord for, at al diskrimination på baggrund
af køn og seksualitet bør forbydes, og at 'det tredje
køn' skulle anerkendes som legitim kønskategori
på lige fod med hankøn og hunkøn. Forandring
sker dog ikke på en enkelt nat, og transkønnede i
Nepal er stadig meget ofte udsat for diskrimination og social
udstødelse. At leve som transkønnet i Nepal
kræver derfor en stor portion mod og viljestyrke.
I foråret 2011 var Sara Seerup Laursen, i samarbejde med
Blue Diamond Society, i Nepal for at lave et mindre antropologisk
feltarbejde blandt transkønnede. Det udartede sig i en
fotoudstilling, hvor nogle af de personer, som hun mødte
igennem sit arbejde, blev portrætteret i deres
hverdagsliv.
Bogcafeen og Queergruppen HXN har fået arrangeret, at Sara
kommer ud og fortæller om sine oplevelser i Nepal, hvor vi
får mulighed for at høre mere om transkønnedes
rettighedskamp i Nepal, samt stille spørgsmål til
hendes arbejde. Derudover vil der lægges op til debat og
refleksion om køn, samfund og seksualitet.
Hun vil yderligere tage sin fotoudstilling med, så vi
får et visuelt indblik i de transkønnedes hverdag,
samt plads til at reflektere over vores egne forestillinger og
fordomme om køn og transkønnethed. Der vil i denne
forbindelse være en lille fernisering med lidt let at spise
og lidt at drikke.